Det er ikke småting, du udsætter dig selv for som stamgæst i den månedlige Club Klondyke i Krudttønden på Østerbro, København. “Vi siger ikke hvem der spiller” og “Husk hvor du hørte dem først” lyder klubbens 2 motto´er.
I februar-udgaven af Club Klondyke stod hovedretten påaftenens menu´en på “Gamle Rotter”,. Velbekomme, en dansk udgave af den vist både glemte og ihvertfald oversete supergruppe, Old Dogs, sat sammen af Bobby Bare, Waylon Jennings, Mel Tillis og Jerry Reed, med sange skrevet af Shel Silverstein. Nu er Shel Silversteins sange til de gamle amerikanske hunde fordanskede af musikeren og journalisten, Lars Wallin, hundene er blevet til rotter og, hold kæft hvor havde vi det skægt i Club Klondyke, da det danske ratpack i februar for første gang trådte frem på en scene: Fine Lasse Helner fra Fyn, ham med en fortid som søn af Yvonne og Kjeld, Jes Holtsø, og en mand, jeg troede forlængst var på plejehjem, John Nørgaard fra Horsens og en periode, for mange år siden i Østjysk Musikforsyning. Bare det geografiske mix, en jyde, en københavner og en fynbo, så er der basis for stribevis af vitser og sjove bemærkninger med lokal kolorit. Dén basis fik alt, hvad den kunne trække, men vi kunne sagtens have tålt mere.
Så var stemningen slået an. Men de fordanskede Shel Silverstein-sange, de tre gamle rotter førte sig frem med imellem deres interne jysk-fynsk-københavnske gags, handlede allesammen om noget ganske trist: alderdom og død. “Spis, magert og grønt, spis mad der smager af hø, så bliver du så sund, men du skal stadigvæk dø” , “Intet er så trist, som når rotten er død, det er så hårdt, når den er blød”, lød et par af omkvædene. Det kunne snart ikke blive meget værre, men vi brølede med på omkvædene og græd af grin med Helner, Holtsø og Nørgaard.
Det gjorde absolut heller ikke noget, at Jes Holtsø med sin seje bluesstemme brød Silverstein-konceptet med et par af sine egne sange. Holtsø-sangene faldt fint ind i sammenhængen, lød næsten som om, de kunne have haft deres oprindelse hos Shel Silverstein. Næsten.
At rotterne og deres kompetente backing-band, jomfrueligt ( helt forkert ordvalg i denne sammenhæng ) var ude og prøve Gamle Rotte-show´et af foran et publikum første gang, var osse nemt at bære over med. Der er en del barduner at stramme, før teltet får den helt flotte rejsning ( igen helt, helt forkert ordvalg i sammenhængen ).
Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte Silversteins rå, galgenhumoristiske Old Dogs-sange, før jeg hørte dem på dansk i Club Klondyke. Nu vil jeg så gå ombord i originalerne, mens jeg venter på flere koncerter og/eller et album med de Gamle Rotter og flere af Lars Wallins fordanskninger. Som jeg ikke…endnu..er i stand til at bedømme i forhold til deres amerikanske forlæg. Men det er sådan set osse lige meget, for de sange jeg hørte jyden, fynboen og københavneren aflevere i Club Klondyke, fungerede umiddelbart, gik rent ind i første hug. Lissom da Povl Dissing i 60´erne med Thøger Olesen som mellemmand begyndte at synge Silverstein på dansk, La Mig Blive Noget, Den Grimmeste Mand i Byen, 25 Minutter Endnu….Lad vores børnebørn endelig være kede og melankolske med Medina og Seebacho, hvis vi bedste´r og olde´r på vej mod gravens mørke må få en Silverstein-revival. Jeg har selv 60 år på både bugen og bagen, må høre til de Gamle Rotters målgruppe, og geråder oftere og oftere i diskussion med mine jævnaldrende om, hvordan vi helst vil forlade denne verden. Nu har jeg fundet svaret: Lad mig dø af grin. Gerne med et Old Dogs/Gamle Rotter-omkvæd på læben.
